Gå til forside

Patientvejledning


Printvenlig version

Kikkertundersøgelse af mavesækken (gastroskopi)
Undersøgelsen udføres via næsen med en lang, bøjelig kikkert, hvorigennem der kan føres instrumenter til udtagning af vævsprøver. For at folde mavesækken ud blæses der luft i mavesækken. Undersøgelsen foretages for at afsløre, om der er forandringer i mavesæk eller spiserør (sår, betændelse, spiserørsbrok, forsnævringer eller kræft).

Vigtigt
Inden undersøgelsen er det altid vigtigt at oplyse om, hvis du har pacemaker og om al medicin, du indtager - specielt blodfortyndende medicin som Magnyl og Marevan og midler mod depression.

Før undersøgelsen
Du skal faste og tørste 4 timer før undersøgelsen. Eventuel nødvendig medicin kan indtages med en mundfuld vand. Hvis du får følgende mavesårsmedicin - Nexium, Losec, Lanzo, Pantoloc eller Pariet - bedes du undlade at tage medicinen 1 uge før undersøgelsen, hvis det overhovedet er muligt, da det ellers kan være vanskeligt at påvise eventuelle bakterier. Du kan istedet indtil et døgn før undersøgelsen tage håndkøbsmedicin mod syre (syreneutraliserende flydende medicin, tyggetabletter Acinil, Kuracid eller lignende).

Undersøgelsen
Svælget bliver eventuelt lokalbedøvet med creme eller spray. Undersøgelsen foregår i venstre sideleje. Kikkerten føres ind i munden, hvorefter du bliver bedt om at lave et par synkebevægelser for at kikkerten kan komme ned i spiserøret. Der er masser af plads til at trække vejret både igennem næse eller mund. Undersøgelsen varer 3-5 minutter. De fleste patienter finder undersøgelsen let til moderat ubehagelig pga. opkastningsreflekser.

Efter undersøgelsen
Hvis der er givet lokalbedøvelse med spray må du først spise eller drikke efter 1½ time pga. risiko for at få maden i luftrøret.

Komplikationer
Komplikationer ses stort set aldrig ved denne undersøgelse, men du har altid mulighed for at kontakte klinikkens læge på tlf. 28 93 51 84. Du har også mulighed for - og ret til - at søge vagtlæge eller skadestue.