Patientvejledning
Printvenlig version
Behandling af indvendige hæmorider ved elastikmetoden
En indvendig hæmoride er en frembuling ind i den nederste del af endetarmen af en blodåre (vene) og den slimhinde, der ligger oven på åren.
Vigtigt
Inden behandlingen er det altid vigtigt at oplyse om, hvis du har pacemaker og om al medicin, du indtager - specielt blodfortyndende medicin som Magnyl og Marevan og midler mod depression.
Før behandlingen
Det anbefales at tage et microlax eller et klyx på 120 ml. ca. 1-2 timer før behandlingen.
Behandlingen
Da der ikke er smertesans på indersiden af tarmen, foretages behandlingen uden bedøvelse. Ved elastikmetoden sættes en lille og meget stram elastik hen over hæmoriden/
frembulingen. Herved stoppes blodforsyningen til hæmoriden, som derefter "visner" og falder af sammen med elastikken.
Efter behandlingen
Mod smerter: Der kan det første halve til hele døgn føles stramning og afføringstrang. Hvis det generer, kan man tage et smertestillende håndkøbspræparat, Paracetamol, Kodimagnyl eller evt. Ibuprofen.
Restriktioner: Der er ingen forholdsregler efter operationen, og man kan gå normalt på toilettet. Det sker en sjælden gang, at man lige efter behandlingen føler en almen utilpashed. Dette skyldes en reaktion fra nerver tilhørende det "selvstyrende nervesystem", som regulerer kredsløb, vejrtrækning og mange andre funktioner. Denne tilstand kan føles meget ubehagelig, men den er helt ufarlig og vil hurtigt fortage sig, eventuelt efter at man har ligget et øjeblik, drukket et glas koldt vand eller fået lidt frisk luft. Man må i givet fald ikke køre bil, før man igen har det godt. Efter 8-10 dage vil den afsnørede hæmoride falde af og forsvinde sammen med afføringen. Dette observeres normalt ikke, men kan en sjældent gang medføre en smule blod i afføringen.
Komplikationer
Yderst sjældent kan der fra 2-10 dage efter behandlingen opstå kraftig blødning fra tarmen. Ligeledes kan der yderst sjældent optræde kraftige smerter i tarmen ledsaget af feber.
Søg læge
Ved kraftig blødning, smerter eller feber har du altid mulighed for at kontakte klinikkens læge på tlf. 28 93 51 84. Du har også mulighed for - og ret til - at søge vagtlæge eller skadestue.
|